Børn over hele verden har i årtier kunnet gå på opdagelse i den betagende Pokémon-verden. Mange af disse børn er blevet fans for livet. I dag omfatter Pokémon produktfamilien videospil, Pokémon Trading Card Game (TCG), en animeret serie, film, legetøj, bøger og meget andet. Pokémon videospillene og Pokémon TCG ansporer børnene til strategisk tænkning og fremmer tillige deres færdigheder i både læsning og regning. Pokémon lægger stor vægt på god sportsånd og respekt for andre spillere.
Hvad er Pokémon?
Pokémon er væsener i alle former og størrelser, som lever i naturen side om side med deres menneskelige partnere (de såkaldte “trænere”). I løbet af deres eventyr vokser Pokémon og bliver mere erfarne, og en gang i mellem udvikler de sig oven i købet til en stærkere Pokémon. Hundredvis af kendte Pokémon befolker Pokémon-universet, men der er stadig et ukendt antal Pokémon, som venter på at blive opdaget!
Pokémon videospil
I 1998 blev de første Pokémon videospil frigivet i USA til Nintendo Game Boy, og lige siden har serien været drivkraften bag Pokémon's popularitet.
I mange spil har spilleren rollen som en ung træner, som på sin rejse bevæger sig fra sted til sted for at fange og træne Pokémon og kæmpe mod andre træneres Pokémon med det mål at opnå mesterskabet i Pokémon ligaen. Et andet mål er at fange og katalogisere de mange forskellige typer Pokémon i spillets verden. På trods af det tydelige kampaspekt forekommer der bevidst ikke decideret vold i Pokémon spillene – en Pokémon dør aldrig i løbet af et spil. Trænere bliver inviteret til at deltage i mange perifere aktiviteter i løbet af spillet, som f.eks. talent- eller skønhedskonkurrencer, camping, madlavning eller fisketure (naturligvis for at fange Pokémon!).
Spillere kan også kæmpe og bytte Pokémon med andre spillere både lokalt og over hele verden, hvor børnene samtidig lærer det værdifulde i at dele og vise god sportsånd.
Få mere at vide om Pokémon videospil.
Pokémon Trading Card Game
I Pokémon Trading Card Game bygger spillere kortsæt op omkring deres foretrukne Pokémon og spiller derefter mod hinanden, idet de sender deres Pokémon i kamp for at få gevinstkort ved at vinde over deres modstanders Pokémon. Spillerne kan bygge deres kortsæt op fra nul eller kan begynde spillet med et temakortsæt, dvs. et kortsæt, der er sammensat på forhånd, og som dækker alle spillets grundlæggende funktioner. Derefter kan de supplere deres kortsamlinger med booster-kortsæt med flere kort, som sætter spillerne i stand til at opbygge mere varierede kortsæt. Med tusindvis af kort at vælge imellem kommer en spiller aldrig til at spille det samme spil to gange. Hvert år kommer der nye kortsamlinger, de såkaldte “udvidelser”, så spillet kontinuerligt udvikler og udvider sig til glæde for både spillere og samlere.
Få mere at vide om Pokémon Trading Card Game.
Pokémon animation
De animerede Pokémon eventyr har været der i lang tid – næsten lige så længe som Pokémon videospillene. Det primære animerede show ved navn Pokémon Serien følger den unge træner Ash Ketchum og hans Pokémon ven Pikachu på deres rejser gennem Pokémon verdenen, hvor de besøger eksotiske steder, får nye venner og møder mange interessante mennesker og Pokémon på deres vej. På deres rejser lærer Ash og hans venner om teamwork, medfølelse og fair play, efterhånden som Ash nærmer sig sit mål med at blive en Pokémon mester. I årenes løb er serien blevet så populær, at den har dannet grundlaget for en serie animerede film, som typisk handler om Ash og om legenderne i Pokémon verdenen.
Supplerende til Pokémon Serien er der også kommet korte animerede serier, som f.eks. Pokémon Generations og Pokémon Twilight Wings, som fortæller andre historier fra Pokémon verdenen. Endvidere findes der også Pokémon Kids TV, som viser animerede videoer med børnerim og børnesange, hvor børnene kan synge med - alt sammen henvender sig til de meget unge Pokémon fans.
Man kan se de gratis Pokémon animationer online på Pokémon TV. Der findes også en Pokémon TV app til mobile enheder, Nintendo Switch og andre enheder.
Få mere at vide om Pokémon animation.
Pokémon trænerklub
Med en Pokémon trænerklub konto kan Pokémon fans logge sig ind på Pokémon app'er som Pokémon GO og meget andet Deltagere i Play! Pokémon programmet får også mulighed for at spore de konkurrencer, de deltager i, og følge med i, hvordan de klarer sig. Til sikring af de meget unge Pokémon fans' privatliv og sikkerhed kan forældre til børn under 13 år oprette og administrere deres barns konto.
Play! Pokémon
For at anspore unge Pokémon fans til at spille, har Pokémon Company International oprettet Play! Pokémon – et netværk beregnet til at give Pokémon spillere ukomplicerede muligheder for at spille og konkurrere med hinanden. I Pokémon ligaer, turneringer og mesterskaber får deltagerne mulighed for at afprøve deres strategier, bytte Pokémon og TCG-kort og finde nye venner, som deler den fælles interesse for Pokémon.
Det centrale i Play! Pokémon programmet er at skabe et morsomt og velordnet spillemiljø, hvor børn kan vokse både socialt og intellektuelt. I Play! Pokémon miljøet lægges der - udover, at det skal være sjovt - vægt på fairness, ærlighed, respekt, sportsånd og indlæring. Ud over at fremme logisk og strategisk tænkning, god sportsånd og grundlæggende kundskaber i matematik og læsning har spillets popularitet ovenikøbet medført, at forældre og børn kan spille i de samme arrangementer.
Play! Pokémon understøtter både konkurrerende og ikke-konkurrerende spil i Pokémon ligaer og turneringer. Turneringerne i Pokémon ligaen foregår i en afslappet atmosfære, og alle deltagere får en præmie for at deltage i spillene - uanset om de vinder eller taber. Spillene i Pokémon liga afholdes på sikre, offentlige steder, som for eksempel i spilforretninger, kommunale centre eller på biblioteker, og de bliver ledet af officielle liga-ledere.
Find en liga i nærheden, eller start en liga selv.
Få mere at vide om Play! Pokémon.
Hvis du har flere spørgsmål om Pokémon eller The Pokémon Company International kan du kontakte os på vores kundeservice-portal.